De unges ord

FriRummet er for de unge, der kommer i klubben og uden dem, ville vi ikke eksistere. Derfor er det vigtigt, at deres udsag også på denne hjemmeside.

 

 

Morten

Jeg kommer i Frirummet fordi jeg har brug for det. Jeg elsker at være der. Jeg møder nogle rigtig flinke mennesker. De frivillige kan lide at arbejde med mennesker og har overskuddet til at føre en samtale, når man ikke selv har.

 

Mia

Jeg er startet hernede fordi jeg har døjet med socialangst og depression. Ofte tænker jeg over hvad folk synes om mig og tænker generelt meget over tingene, såsom hvordan jeg skal tolke mennesker og situationer. Jeg oplever, at jeg har svært ved at aflæse kropssprog, fx hvis folk vil give mig hints om situationer.

Jeg synes godt man kan få humøret op igen ved at komme i FriRummet, og man bestemmer jo selv hvor lang tid man vil være her. Når man er hernede er der ingen fordomme og folk ser ikke skævt på en. Man kan også godt få venskaber hernede, som man kan se udover tiden i FriRummet. Man skal ikke være på en bestemt måde hernede, for der er noget smukt i alle mennesker. Alle ved at alle har noget at slås med, så derfor kommer det ikke som nogen overraskelse for nogen, at man kan have en dårlig dag.

 

Martin

Har modnet markant efter at have flyttet hjemmefra, true. Men én ting stod stille: At føle sig alene og ensom..

Gudskelov fandt jeg Frirummet Aalborg! Et sted for unge der ikke altid har det let.. det kan være alt fra psykiske sygdomme til bare at ville have noget mere ud af dagen. I frirummet er der plads til alle, og nøj hvor jeg elsker det!

I frirummet finder jeg ly fra al stress og jag, i frirummet kommer jeg altid og så ofte jeg kan. Der vil altid være en krammer og en varm kop kaffe, eller bare en, som du med, kan snakke. Det udfylder alt der var tomt, trist og ked.. og erstattes her med tonsvis af forståelse og kærlighed

 

Nathalie

Jeg er enormt glad for at komme i FriRummet, fordi der er et rigtig godt fællesskab. Vi bliver altid mødt af smilende og åbensindede frivillige, der står klar med et kram, et lyttende øre og en omgang vejledning, hvis man har behov for det. I FriRummet er der altid en stor forståelse og en dyb respekt for forskellighed, og det kan mærkes. Jeg føler mig altid velkommen. Når kaos banker på min dør, giver en aften i klubben mig med garanti ro og glæde i krop og sind. Den lethed og positivitet fra folk får mig altid til at slappe af. Jeg kan være mig selv uden den jernhårde facade. Det er derudover gennem FriRummet, at jeg har skabt nye meningsfulde venskaber. De accepterer mig, som den jeg er på både en god og en dårlig dag, og det er uerstatteligt.

 

Johni

Mange kommer der og mange har brug for og komme der da det hjælper meget og være sammen med andre som en selv og man kan snakke med folk om de gode og dårlige ting man går i gennem uden nogen kikker underligt på en.

Jeg har fået rigtig meget ud af og komme i Frirummet jeg kunne ikke en gang gå på arbejde da jeg var så psykisk syg da jeg startede der nede og nu er jeg ude og arbejde under normale betingelser og det har FriRummet haft en del æren for jeg er kommet så langt.

 

Magda

Rum til at være mig selv og man kan mærke accept fra andre at det lige meget hvor man kommer fra og hvilken sygdom man har - man er accepteret.

 

Lars

Jeg elsker at komme i frirummet, fordi der ikke stilles nogen krav.

Der er hyggeligt, en afslappet stemning, og man kan bare være!

I en verden hvor der konstant stilles krav, og familie, venner og måske kommune forventer konstant fremgang, er det forfriskende rart at komme et sted hvor alle er lige, man bliver forstået og ingen forventer noget af dig!

De frivillige er søde, smilende og imødekommende, og man føler sig øjeblikkelig velkommen, fra man træder indenfor døren.

 

Anne

Jeg har altid følt mig velkommen og støttet i FriRummet. At komme der har både givet mig muligheden for at snakke med andre i lignende situationer, få vendt mine bekymringer og erfaringer med systemet, og få genoptrænet mine sociale færdigheder. Før dette havde jeg været sygemeldt i lidt over et år, og havde længe ikke set så mange mennesker i min fritid idet de fleste af mine venner var flyttet fra byen.

FriRummet har givet mig nogle trygge rammer til at komme ud og snakke med andre mennesker igen. Følelsen af at møde forståelse istedet for undren når tingene er svære og jeg eksempelvis kunne have brug for at gå lidt ud for at få lidt fred har været vigtigt i min proces mod raskmelding.

Nu er jeg raskmeldt og arbejder 37 timer om ugen på en større arbejdsplads, og jeg er overbevist om at mine erfaringer i FriRummet har hjulpet med at ruste mig til at skulle møde mine mange nye kolleger og kunne indgå i det sociale fællesskab uden konstant at skulle være angst og utryg.

Jeg kommer stadig jævnligt i FriRummet, og synes stadig jeg får noget ud af den forståelse og opbakning jeg møder der. Min raskmelding er ikke et punktum i at få noget ud af at komme i FriRummet, der er altid en god stemning og et dejligt sammenhold - og selvom jeg har det godt i dag, er det stadig rart at kunne omgås nogen, der forstår ens problemer.

 

Malik

Jeg elsker at komme i frirummet, der er altid åbne arme og de er som min familie. I Klubben er det tilladt at have det skidt og jeg behøver ikke spille en rolle, kan være mig selv. Bliver rigtig glad når jeg kommer i FriRummet.

 

Sabrina

Frirummet giver mig en følelse af, at jeg er værdsat, at jeg har værdi for nogen. Jeg har fået nogle rigtig gode venskaber fra Frirummet. Det er som navnet beskriver, et frirum. Et sted hvor jeg er fri for bekymring og trælse tanker. Jeg kan læsse af hvis der er noget som trykker mig og jeg kan grine og more mig, hvilket giver mig et helt nyt pust til at klare mig gennem ugen. Det syn jeg har på mig selv om, at føle mig akavet og forkert blandt andre mennesker, forsvinder når jeg træder ind ad døren i Frirummet. De frivillige er altid hurtige til at komme mig i møde og når vi sidder og hygger os ved bordet får jeg en følelse af, at det er tilladt at være Sabrina, som jeg nu engang er.

 

Siv

Hvorfor har man lyst til at komme på frirummet?

Det giver mulighed for at danne fællesskab med ligesindede omkring noget andet end sine sårbarheder.

alle der kommer på frirummet, kommer med en bagage, og alle er klar over det, så der er ikke behov for at skjule eller skamme sig over sin lidelse.

Og så bliver man mere fri, som person og socialt, når man slipper for den bagage, som af hverdagens udfordringer kan gøres tung.

Her får man mulighed for at udfolde sig socialt og uden fordom, for hvem man er og hvad der roder oven i hovedet.

Nå, jo.. Og så er der jo også en masse gode brætspil dernede, som jævnligt bliver testet af. Og så laver de sådan semi-god kaffe.

 

Delphina

I FriRummet oplever jeg at blive mødt og respekteret på mine behov – uanset hvor ”tossede” de måske ellers lige umiddelbart måtte synes – og kan fx både have en dag, hvor jeg ligger krøllet sammen i et hjørne, og en dag, hvor jeg hygger eller snakker med nogle af de andre (hvor begge dele i øvrigt kan være lige reelle behov hos mig).

Man kan desuden komme og gå som det passer en, hvilket jeg også ser som en meget stor fordel – der bliver ikke set skævt til en, hvis man går før tid, og man får stadig altid en sød SMS om, at ”de håber at se en igen”. Altid skønt at få at vide!

FriRummet er Camillas hjertebarn, hvilket så absolut kan mærkes - og når man har med hjertebørn at gøre, kan det jo heller ikke undgå at "dryppe lidt på degnen". Det er dejligt.

Endelig giver FriRummet også en mulighed for at se en anden og bedre side af psykisk syge, end den man ellers ofte konfronteres med. Det finder jeg også positivt og livsbekræftende.